Irakiske tropper har for alvor fået deres illdåb og i samarbejde med amerikanske, genindtaget Samara, og med minimale tab nedkæmpet 100+ "modstandsfolk". International Herald Tribune har historien:

U.S. and Iraqi forces began a major assault Friday to regain control of the insurgent stronghold of Samarra, trading gunfire with militants as they pushed toward the city center. More than 100 insurgents and at least one American were killed, an Iraqi minister said.

In what has rapidly shaped up as the largest battle in the insurgent war since the fighting in Najaf nearly three months ago, more than 4,000 troops from four U.S. and two Iraqi battalions faced a few hundred fundamentalists who had all but taken over the town.

Troops of the U.S. 1st Infantry Division, the Iraqi National Guard and the Iraqi Army moved in to secure government and police buildings in the city, 100 kilometers, or 60 miles, north of Baghdad. As they advanced, insurgents attacked with rocket-propelled grenades and small arms, the military said.

Samarra is important because, like Falluja, it has become symbolic of the growing number of places around Iraq that have fallen under the sway of various groups of insurgents in recent months and are no longer under the control of U.S. or Iraqi national forces. Samarra also is important because, again like Falluja, the city has become a hotbed for religious extremists, including some believed to be behind recent kidnappings of foreign nationals.

Putting Samarra back under the control of Iraq's provisional government would also go a long way toward dispelling growing concerns that the country would not be ready or secure enough to conduct promised elections before the end of January, as President George W. Bush has vowed they will.

Qassim Dawoud, minister of state for national security, said Friday that more than 100 insurgents had been killed and 37 others captured, including members of Saddam Hussein's regime.

Operations were continuing but the city was virtually in government hands, Dawoud said. The main mosque, one of Iraq's holiest, had been seized, along with the city hall, a pharmaceutical factory and other installations.

Earlier, the Interior Ministry said Iraqi and U.S. forces held more than 80 percent of the city Friday afternoon.

In a later statement, the military said that members of 36th Iraqi Commando Battalion had secured the historic Golden Mosque, a sacred Shiite shrine, to safeguard it from insurgents. They also captured 25 rebels at the mosque with weapons, the military said.

"We are working on the complete cleanup of the city from all those terrorists," Dawoud said, describing Samarra as an "outlaw city" that had spun out of control.

"We will spare no effort to clean all the Iraqi lands and cities from these criminals," he said, "and we will pave the way through these operations not only for the reconstruction but also for the general elections."

Dr. Khalid Ahmed said at least 80 bodies and more than 100 wounded were brought to Samarra General Hospital, but it was not clear how many were insurgents.

One American soldier was killed and four were wounded, said Master Sergeant Robert Powell, spokesman for the 1st Infantry Division.

Major Neal O'Brien, another spokesman for the 1st Infantry Division, said of fighting around the mosque, "Coalition forces and Iraqi security forces will do everything possible to protect the valuable site from damage."

Du vidste ikke noget om denne offensiv involverende 100+ dræbte "modstandsfolk" og 3000+ allierede tropper? Det er nok fordi der er så mange dejligt dårlige nyheder, det er langt mere relevant at bringe, og man kan jo heller ikke sådan rende og underminere en omhyggeligt oppisket dommedagsstemning (meget apropos, læs her).

[Via Belmont Club, hvis analyse - som sædvanlig - er uundværlig]

Israel beskylder FN for at facilitere ambulancer til transport af Qassam-raketter.
Den danske UNRWA-chef Peter Hansen er dybt, dybt chokeret - ja, mindst lige så chokeret som sidste gang! Han siger at slet ikke er raketter, men nok bare en båre, fordi han via Google fandt ud af at Qassam-raketter vejer 40 kg. Det gør de nu ikke. Jerusalem Post citerer en talsmand for den israelske regering:

"It is surprising that Hansen devoted less effort to looking into the activities of the organization which he heads, than into the "Google" search that I read he did over the weekend to find out the technical dimensions of a Kassam rocket," he remarked.

Livni confirmed that IDF officials believe that the men in the photo are in fact carrying a rocket.

"The footage has undergone sophisticated processes of deciphering as well as additional intelligence processes," Livni said.

He rebutted Hansen's claim that the 50 kilo weight of a Kassam rocket would prohibit its being carrying in one arm, as appears in the footage.

"Kassam rockets can weigh anywhere between 5.5 kilos (11 lbs) and 95 kilos (198 lbs). Certainly a 95 kilo rocket would be difficult to carry in one hand, but one weighing 5.5 kilos or even 12 or 16 kilos could easily be carried in one hand," Livni said. "We've seen more than once photos of Palestinian adolescents and even children used by terror organizations to transport kassams and other weapons."

The IDF released footage taken by unmanned aerial vehicles showing masked men loading what appeared to be a Kassam rocket into an ambulance marked "UN" on its roof. The black-and-white footage showed the men driving off in the vehicle inside the Jabalya refugee camp.

Og Arafat?

"The rockets that Israel is talking about haven't killed anyone? they only make noise!"

Fra denne artikel hos IDF, der også har en del dokumentation fra tidligere overvågningsvideoer. Bl.a. denne hvor man ser et par Qassam'er blive båret rundt.

Mere om palæstinesernes brug af ambulancer til transport af selvmordsbomber, -bombere og andre våben.

Bannerreklame for det schweiziske Middleground Geneva fra denne side hos Al-Jazeera.

[Via Harry]

Peter Hansen i JPost:

"I am sure that there are Hamas members on the UNRWA payroll and I don't see that as a crime," UNRWA head Peter Hansen told Canada's CBC television Sunday.

Hamas has been declared a terror organization by the US and Canada, as well as the European Union.

"Hamas as a political organization does not mean that every member is a militant and we do not do political vetting and exclude people from one persuasion as against another," he said.

In the interview, Hansen added that "whatever their political persuasion is" members of his staff are required to "behave in accordance with UN standards and norms for neutrality."

De er simpelthen for bad.

Er jeg også blevet hacket?

[Via Opiate]

Jerusalem Post har uddrag af et interview tidligere palæstineisk premierminister Abu Mazen gav til en jordansk avis forleden:

[W]hy do you think the intifada was the worst option?
If we were to sum up where we have ended up after four years of the intifada, [we would find that] there are three opinions: the first is that after the killing of 1,000 Israelis in the intifada, Israel would collapse, as would Sharon; the second is that the armed intifada would liberate the homeland; the third opinion is that the intifada would bring the settlements to a halt. An examination [of the matter] shows that Sharon did not fall. On the contrary, he has become the most popular [leader] in the history of Israel, after having been subjected to condemnations in Israel.

On the same note, all the Palestinian lands are now occupied and vulnerable, and the settlements have nearly doubled. We damaged our relations with the Americans and with Israeli public opinion

You alluded to a fourth opinion concerning the intifada ??? what is it?
The fourth opinion says: Stop the "militarization" of the intifada. Let us fulfill our obligations as they appear on the road map... and let us convince the world that we have fulfilled our obligations and that Sharon must fulfill his. Yet today the entire world condemns us instead of condemning Sharon.

What must the Palestinian side do to get out of this situation?
We need to put our house in order. That is the first condition. This has not been done, and the fourth voice has been weak and has not been heard.

Imponerende. Tankeækkende dog, at hans problemer med "Intifadaen" primært, syntes at være, at den ikke virkede. Ikke at det er forkasteligt at massakrere tilfældige civile med fuldt overlæg.
Det åbner op for det spørgsmål, om en mand som Mazen ville sige hvad han siger i dag, hvis ikke Israel så konsekvent havde stået på, ikke at forhandle med terrorister, og ikke give indrømmelser under angreb fra selvsamme. I den situation ville man jo kunne sige at selvmordsbomberne virkede, at intifadaen var en succes. Den mulighed foreligger ikke længere.
Det er et af kernepunkterne. Vi kan ikke argumentere overfor folk, der mener Gud har sagt du kommer i paradis for at massakrere spædbørn. Men vi kan vise dem, at der ingen fordele eller indrømmelser kommer ud af deres fremfærd, og at den tværtimod kun vil føre til deres egen undergang. Som Sheikh Yassin, dr. Rantisi og så mange, mange andre terrorledere selv har erfaret over de sidste par måneder.

Og Arafat? Han tror han er på vej til at blive den næste Nelson Mandela.

Dette er en af de postings, der ikke handler om krig, død og/eller ødelæggelse. Beklager, men de kommer ind imellem.

Fik lige Wikke & Rasmussens Hannibal og Jerry ind ad døren. Min grund til, at bestille den var, at den var et indkøb til datteren (på knap 2), men lissom bare i god tid, og jeg mener faktisk jeg var i god tro. At holde Cartoon Network ude af TV'et til fordel for kvalitetsfilm og TV, er et af mine ambitioner, så vi har købt lidt af hvert ind mest til når hun bliver ældre, bl.a. Ivo Camprinos Bjergkøbing Grand Prix, Ronja Røverdatter, m.fl.

Men altså, nu jeg ser Hannibal og Jerry igen kan jeg ikke lade være med at komme i lidt tvivl om hvem jeg egentlig bestilte den til, om min underbevidsthed måske spillede mig et lille puds...
For det er en fantastisk film jeg nyder den selv i fulde drag. Wikke og Rasmussens hang til sært aparte og futuristiske locations i et, en anelse surrealistisk og magisk hverdagsdanmark, deres skævt underspillede og underfundige humor, der aldrig bliver ond eller på nogens bekostning, er en nydelse.
Men derudover er der musikken. At nogen gider hive Stig Kreutzfeld, Niels Torp m.fl. koryfæer ind for at lave musik til en børnefilm, og så i øvrigt producere det hele gennemprofessionelt, gider tage sit publikum seriøst og gøre det ordentligt, det er en kvalitet jeg virkelig sætter stort pris på.
At man tør satse de store penge og lave det fedt også selvom det er børnefilm, er noget der tit mangler i et DK hvor børneunderholdning igennem mange år var synonymt med handskedukker, uambitøse visuelle produktioner og effekter (nogen der husker Otto er et Næsehorn?) og udsendelser om hvordan børn i d. 3 verden hentede vand (ikke et ondt ord om nogen af delene i øvrigt, men nogen gange må man godt være ambitiøs).

Og skal vi så ikke lige tage teksten til Onkel Morfar?

Syng med Onkel Morfar!

hvis du bare sidder stille
og lader vær med at pille
og lader være med at kravle
og lader være med at savle
så gør du mig så glad
at jeg får lyst til et karbad

ved du hvem der er så rar
det er onkel morfar
ah ah ah ah ah ah
syng med onkel morfar
ved du hvem der er så rar
det er onkel morfar

hvis du bare ikke støjer
og lader være at lave lave løjer
og lader være med at råbe op
og lader være med at røre ved min krop

så gør du mig så mild
at jeg får lyst til røget sild

ved du hvem der er så rar
det er onkel morfar
ah ah ah ah ah ah
syng med onkel morfar
ved du hvem der er så rar
det er onkel morfar

- Nåja. Flyvende Farmor er også på vej. Peter Belli og Dario Campeottos duet på en genfødt storebæltsfærge med broen i baggrunden, er ihvertfald på min top-ti over dansk films højdepunkter.

Hitchens:

Ever since The New Yorker published a near-obituary piece for the Kerry campaign, in the form of an autopsy for the Robert Shrum style, there has been a salad of articles prematurely analyzing "what went wrong." This must be nasty for Democratic activists to read, and I say "nasty" because I hear the way they respond to it. A few pin a vague hope on the so-called "debates"???which are actually joint press conferences allowing no direct exchange between the candidates???but most are much more cynical. Some really bad news from Iraq, or perhaps Afghanistan, and/or a sudden collapse or crisis in the stock market, and Kerry might yet "turn things around." You have heard it, all right, and perhaps even said it. But you may not have appreciated how depraved are its implications. If you calculate that only a disaster of some kind can save your candidate, then you are in danger of harboring a subliminal need for bad news. And it will show. What else explains the amazingly crude and philistine remarks of that campaign genius Joe Lockhart, commenting on the visit of the new Iraqi prime minister and calling him a "puppet"? Here is the only regional leader who is even trying to hold an election, and he is greeted with an ungenerous sneer.

The unfortunately necessary corollary of this???that bad news for the American cause in wartime would be good for Kerry???is that good news would be bad for him. Thus, in Mrs. Kerry's brainless and witless offhand yet pregnant remark [at Bush sikkert holder Osama fanget og vil annoncere det lige op til valget -MA], we hear the sick thud of the other shoe dropping. How can the Democrats possibly have gotten themselves into a position where they even suspect that a victory for the Zarqawi or Bin Laden forces would in some way be welcome to them? Or that the capture or killing of Bin Laden would not be something to celebrate with a whole heart?

I think that this detail is very important because the Kerry camp often strives to give the impression that its difference with the president is one of degree but not of kind. Of course we all welcome the end of Taliban rule and even the departure of Saddam Hussein, but we can't remain silent about the way policy has been messed up and compromised and even lied about. I know what it's like to feel that way because it is the way I actually do feel. But I also know the difference when I see it, and I have known some of the liberal world quite well and for a long time, and there are quite obviously people close to the leadership of today's Democratic Party who do not at all hope that the battle goes well in Afghanistan and Iraq.

You know the drill. Read it all.

Blev så træt at de sædvanlige mikroskopiske og kontekstløse updates om valget i Afghanistan der, der egentlig ikke gør nogen klogere på særlig meget, så jeg gav mig til at lede efter noget lidt mere uddybende. Fandt Sabawoon. Engelsksprogede nyheder fra Afghanistan.
Sitet synes seriøst, og hvis man ønsker et mere fyldestgørende billede, af hvad der faktisk foregår, virker det som et godt sted at starte.

Valget? Det er utvivlsomt voldsomt behæftet med uregelmæssigheder, og at mange kandidater - midt i stemmeafgivelsen - besluttede sig for at trække sig , gør ikke tingene nemmere.
En eller anden sagde engang noget i stil med, at undertrykkelse ikke nødvendigvis skaber gode demokrater, men når op til 10 mio. vælgere tropper op for at stå i kø i timer ved landets første demokratiske valg nogensinde, så lover det alt andet lige godt for landets fremtid.
Det kan godt være vi ikke får det perfekte, OECD-certificerede valg denne gang. Men det går fremad, så måske næste gang. Eller gangen derefter.
Demokrati er, og specielt i et samfund som det afghanske uden nogen tradition for noget sådant, en lang og sej proces, og det er ikke perfekt. Det er bare det bedste vi har.

Det er utrolig vigtigt, at hele samfundet tager sig sammen og lader være med at være så politisk korrekte! Vi skal tage bladet fra munden og begynde at snakke og forsvare de demokratiske regler. Det er da helt grotesk, at JEG som flygtning fra Iran - som higede efter friheden og fandt den her i Danmark - den dag i dag skal gå og føle mig utryg her???.mens terroristerne her i landet skal gå rundt og have de ???godes??? sympati på deres side.

- Farshad Kholgi i TV2-nyederne, i en kommentar til 5 muslimers overfaldet på en lektor, der havde tilladt sig at læse højt af Koranen.

[Via Polemiken]

Lidt om det kommende og de to foregående udgaver af Koplevs Krydsfelt.

30/9
Jacob Graack, "BZ'er" og talsmand for ungdomshuset
Der bl.a. fortæller en Koplev, der gør sit yderste for at få manden til at tage afstand til vold mod "udenforstående", at han da selvfølgelig også ville have smadret den 7-11 der åbnede i "hans" kvarter, hvis han havde været i DK på det tidspunkt.

7/10
Johanne Djurhuus medarbejder ved UNICEF, der "på sin krop har mærket hvor absurd krigen mod terrorisme er"

Utvivlsomt rørende.

14/10
Koplev har enken efter en palæstineisk kunstner i studiet. Han skrev bøger, malede og gjorde kreative og udtryksfulde ting på den fede måde, indtil de sadistiske israelere dræbte ham - sikkert fordi de hader kunst og frihed.
At han som talsmand for terrorbevægelsen PFLP var den, der tog ansvaret for massakren på 26 israelske civile i Lod Lufthavn et par uger tidligere, og havde haft kontakt med gerningsmændende. Ja, altså who cares?

De skal nok få en hyggelig lille sludder, på Koplevs varme, indlevende facon.

Jens Rohde kom engang for skade at betegne Koplev som medlem af en "rød sekt".
Gad nok vide hvordan nogen kunne få det indtryk?

Ovre på Liberator er de vældig glade for Hans-Hermann Hoppe. Hoppe er en anarko-kapitalistisk østriger, der mener demokrati er noget skidt, og monaki langt bedre, fordi det hele var fedt, innovativt og frit i det østrig-ungarnske imperium og de tyske fyrstestater i syttenhundredehvidkål - eller nåed.
Anyway cand. mag. i filosofi Morten E. J. Nielsen har en kommentar i Weekendavisen om selvsamme - et uddrag:

EN fortaler for denne mildt sagt eksotiske dotrin besøgte for nylig Danmark. Hans-Hermann Hoppe, professor i økonomi, holdt en række foredrag og lod sig hylde af en lille, men trofast kreds af proeselytter. Nu er Hoppe speciel ved at være en ligefrem kulturkonservativ. Eller for nu at kalde en spade for en spade: manden er så eddikesurt småborgerlig at emaljen smelter af tænderne. Langt de fleste libertarianere og dermed også anarkokapitalister er det; men det er de færreste, der står frem så åbenlyst som Hoppe. Blandt Hoppes guldkorn er at hedonister, miløflippere, homoseksuelle og kommunister skal "fjernes" fra samfundet; ellers undergraves muligheden for at den anarkokapitalistiske samfundsorden kan opretholdes. Et andet er at borgerne i dette samfund, givet der ikke er en stat, selvfølgelig også selv skal sørge for deres beskyttelse, hvorfor enhver borger må forudsættes at være svært armeret - med forsikringer og våben.

Hvor er det kæden ryger af for denne politiske ide? Det er først og fremmest i dens bizarre rettighedsopfattelse, hvor den personlige ejendomsret og den uhindrede peronlige frihged (ganske vist ikke for homoseksuelle, miljøfreaks etc.) bliver et mål i sig selv. Da staten opkræver skatter og opretholder et voldsmonopol, bryden den ifølge den libertarianistiske og anarkokapitalistiske logik og grundlæggende moralske normer. Men dette har intet med liberalisme at gøre: liberalisme hævder ikke at ejendomsretten er et mål i sig selv eller at uhindret personlig frihed er et gode. Den siger at ejendomsretten ofte er et vigtigt og smart instrument, og at uhindret personlig frihed er godt, så længe dette gælder lige frihed under ansvar for alle. Guddommeliggørelsen af ejendomsretten er ikke andet end et tyndt forklære forsøg på at legitimere allehånde groteske uretfærdigheder, der ikke bør afgøre vores plads i fordelingen af verdens goder.

Moderne og modne liberale hader ikke staten. De dyrker den heller ikke som konservative og kommunitarister gør. Derimod ses den som et relativt neutralt instrument: ja, staten bliver let skadelig hvis den udstyres med for mange beføjelser, og især hvis den ses som et mål i sig selv, men givet en rimelig afvejning af statens handlemuligheder, demokratiske sikkerhedsmekanismer osv., er det evident at staten har givet mange flere meget mere frihed og velfærd end det ville være tilfældet under et liberatarianistisk regime eller kapitalistisk anarki. Disse ideologer overser en indsigt, vi har J.S. Mill, nemlig at civilsamfundet eller de enkelte borgeres initiativ kan være mindst lige så tyrannisk og fihedssmadrende som staten. Fascistisk diktatur behøver ingen stat.

Dunno. Det forekommer mig, at østrigerne har opbrugt deres kvote af anti-demokratiske fantaster :)

Update: På Liberator diskuteres Morten E. J. Nielsens kommentar her

Fra Politiken:

Amerikanske forskere har syd for byen Mosul i Nordirak fundet en massegrav, som indeholder flere hundrede lig af mænd, kvinder og små børn.

»Efter min mening har området her været brugt til at henrette folk. Over en længere periode har man taget folk herop og henrettet dem«, siger amerikaneren Greg Kehoe ifølge BBC.

Kurdiske kvinder og børn
Ligene menes at tilhøre kurdere, som blev dræbt i 1987-88. Deres kroppe er blevet fyldt ned i grøfter med bulldozere efter at være blevet skudt.

En grøft indeholder kun lig af kvinder og børn. En af de dræbte kvinder holder en baby, som er blevet skudt i baghovedet, mens kvinden er skudt i ansigtet.

Greg Kehoe har tidligere undersøgt massegrave på Balkan, hvor ofrene primært var mænd. Han er derfor chokeret over fundet af kvinder og børn.

»Jeg har længe arbejdet med gravsteder, men jeg har aldrig set noget som dette. Kvinder og børn er henrettet uden egentlig grund«, siger Kehoe.

Parterapeut Carl-Mar Møller (der i parantes bemærket lige er blevet skilt), beviser at selvom man har rundet de 40, så kan man stadig være ung med de unge. Se engang hans Jackass-kursus (klik "Jackass" i venstre side). Her pkt. 6 fra kursus-beskrivelsen:

Stikke øksen op i røven , slikke der hvor den lugter af røvhul og kast med øksen. Hvis den sidder i skiven skal alle klappe, dem der glemmer at klappe får en flødebolle op i røven. Sidder øksen ikke i skiven skal han verbalt ydmyges. Dem der glemmer at ydmyge ham bliver straffet. Hvis ikke øksen sidder 3 gang skal han straffes.

Og den behandling betaler nogen åbenbart 4800 pr. næse for. Hmmm. Nu er jeg godtnok ikke parterapeut, men gad nok vide om jeg kunne score lidt klejner på et Auschwitz-kursus?

[Via Snip.dk]

Jeg er travlt optaget af efterårsferie-inducerede huslige gøremål og vender, med sædvanlig tøset approach, tilbage til de spændende diskussioner om statens slaveri og rigtige opdateringer igen snarest.
I mellemtiden skal dette lige anbefales. Musikprogrammet om Dark Side of the Moon. I aften kl. 23. På DR2.
Og Roger Waters? Han skriver nu rædderlige indkøbslister af sange om hvor forfærdelig USA er. Nevermind. Han er stadig kuul.

Nåja. Der har længe været en del snak om Kerrys påstået gigantiske opbakning blandt de amerikanske tropper. Nu er de første meningsmålinger kommet. 73 - 18. I Bushs favør (Kilde: den analoge udgave af dagens Politiken).
Siger noget om Bushs kvaliteter? Næppe særlig meget, men det siger noget om det selvsving som man i store dele af medierne kan piske sig selv op til uden noget egentlig belæg udover det rent anekdotale.

Derudover, pliiiizå vil I ikke nok, når I kommenterer, huske at sætte et mellemrum efter jeres links?
Læs evt. den vejledning der altid står under kommentarboksen...

Forfatteren til Kongekabale (er filmen for øvrigt god, anyone?) Niels Krause-Kjær var i DRs litteraturmagasin Bestseller, for at fortælle om sin nye roman Tilskueren. Det kan ses her.
Hans fine pointer om det ødelæggende ved den evindelige danske konsensus-apologisme overfor folk, der har støttet op om de mest gakkede ideologier og bevægelser, kommer langt bedre igennem end det noget rodede interview i Deadline forleden.
Og sørme. De trendy-trendy terrorister i PFLP og visse danske politikeres særdeles...nuancerede syn på disse kommer udsendelsen også omkring.

Og irrelevant for samtiden kan man jo ikke sige det er. Det er stadigvæk en hel del, der hellere end gerne udtrykker deres utilslørede beundring for bevægelser, der som led i deres erklærede politik myrder demokratisk valgte politikere eller kidnapper sådanne, hvis de tillader sig at have fra terroristerne divergerende synspunkter.

Har du besøgt Andreas' efter deadline? Hvis ikke så burde du.
Vittigt, skapt og velskrevet.

Come on. You know you want it...

Forside

Bagside

Et par af klassikerne:
Sovjetiske nationalhymne (Røde Hærs Kor)
Internationale (Røde Hærs Kor)
Warschawjanka (Røde Hærs Kor?)
Auferstanden aus Ruinen (DDRs natioalhymne)

Dansker fortæller, at spionage for Saddam er irrelvant fordi amerikanere angriber Fallujah. Beskylder herefter irakisk kommunistparti for landsforræderi, fordi de ikke allierer sig med religiøse og/eller sekulære fascister, der kæmper imod indførelse af demokrati i deres land.

Oh boy...

Christopher Hitchens har et indlæg i The Nation, det magasin han i sin tid forlod, karakteriserende det som "et ekko-kammer for folk der mener John Ashcroft er farligere end Bin Laden", og jeg tror der er et par pointer der rammer lige i den faste læserskares solar plexus - anyway, det burde de:

Should the electors decide for the President, as I would slightly prefer, the excruciating personality of George Bush strikes me in the light of a second- or third-order consideration. If the worst that is said of him is true--that he is an idiotic and psychically damaged Sabbath-fanatic, with nothing between his large Texan ears--then these things were presumably just as true when he ran against Al Gore, and against nation-building and foreign intervention. It is Bush's conversion from isolationism that impresses me, just as it is the parallel lapse into isolationism on Kerry's part that makes me skeptical. You don't like "smirking"? What about the endless smirks and smarmy hints about the Administration's difficulties, whether genuine or self-imposed? The all-knowing, stupid smirks about the "secular" Saddam, or the innocuousness of prewar Iraq? The sneers about the astonishing success of our forces in Afghanistan, who are now hypocritically praised by many who opposed their initial deployment? This is to say nothing of the paranoid innuendoes I don't have to name that are now part of pseudo-"radical" rumor-mongering and defamation. Whichever candidate wins, I shall live to see these smirks banished, at least.

I can visualize a Kerry victory, in other words (and can claim to have written one of the earliest essays calling attention to the merits of John Edwards). What slightly disturbs me about most liberals is their hypertense refusal to admit the corollary. "Anybody But Bush"--and this from those who decry simple-mindedness--is now the only glue binding the radical left to the Democratic Party right. The amazing thing is the literalness with which the mantra is chanted. Anybody? Including Muqtada al-Sadr? The chilling answer is, quite often, yes. This is nihilism. Actually, it's nihilism at best. If it isn't treason to the country--let us by all means not go there--it is certainly treason to the principles of the left.

Read ye the whole thing.

Engang tilbage i en anden verden, havde jeg en signatur på mine indlæg og mails. Det var et citat fra en Roger Waters-sang: "Just love those laser-guided bombs / They're really great for righting wrongs". Det var selvfølgelig ironisk, en pastiche over alle de militære fanatikere, der troede man kunne opnå noget med krudt og kugler. Jeg vidste bedre. Det hele handlede om kold magtpolitik, krigsliderlighed og ressourcer, og kunne vi nu bare oprigtigt søge at forstå hinanden sådan rigtigt, så ville problemerne forsvinde som dug opad formiddagen på en solbeskinnet julidag. Er vi måske ikke alle mennesker? ??nsker vi måske ikke alle det samme - et liv i fred og frihed?
Israel-probleatikken, ja det var jo en voldsspiral som begge parter var "lige gode" om, men som i sidste ende kun kunne løses af Israel, som den stærkeste part i konflikten - for hvad kunne de svage dog gøre, og var deres frustration måske ikke så uendelige forståelig?
Amerikanerne? For størstedelens vedkommende, var langt mere ignorante og indskrænkede end vi europæere. En ung nation, en nation der slet ikke fattede den subtilitet og fingerspitzgefühl, der er nødvendig i den utrolig komplekse verden vi levede i. En materialistisk nation, udelukkende fokuseret på magt, profit og anden selvisk pleje af egne interesser, uden smålig skelen til den død og ødelæggelse dette medførte blandt deres sagesløse medmennesker.

Hvornår præcis det ændrede sig ved jeg ikke. Men med Kosovo vidste jeg at noget var sket inde i mit hoved, noget der ikke kunne gøres om.
Mens folk omkring mig, som for størstedelens vedkommende befandt sig på samme venstrefløj, som jeg anså mig selv for at tilhøre, kom med stadig mere absurde argumenter for hvordan man skulle bekæmpe NATOs ulovlige aggression, og forklarede hvordan USA i virkeligheden kun var ude efter råstoffer og kontrol med jugoslavisk territorium og økonomi, blev jeg ligeglad.
Selv hvis de havde ret, var jeg ligeglad. Vi havde brugt 7-8 år på at se europæiske nationer sidde på deres hænder, pleje antikke alliancer og sympatier, bryde højtideligt og i vægtige internationale fora afgivne løfter, med uendeligt forudsigelige massakrer på tusinder af civile til følge.
Nu stod USA der så. Med viljen og præcisionsvåbnene til at gøre det der måtte gøres, og det som jeg nu kunne se Europa aldrig ville kunne.
Der ville aldrig komme et nyt Srebrenica. Det var ikke nogen perfekt FN-sanktioneret løsning, og jeg var fuldt ud klar over den særdeles tvivlsomme karakter af kosovarenes styrker, samt hvilke uundgåelige civile tab der måtte komme, men det var nok for mig.
Erkendelsen af, at man måtte foretage et valg stod klart, og støtte til den folkelige opstand mod Milosevic, som man fra venstrefløjens side advokerede, få måneder efter de massive protestdemonstrationers i Beograds fallit, var intet valg. Det var en utopi. En farlig utopi, der bundede i en klippefast tro på det umulige i at indføre frihed og med krudt og kugler ovenfra, kombineret med et blændende had til USA, der uværgeligt ville føre til modstand mod enhver af nationens handlinger på den internationale scene.

Det var Kosovo.

Mit mentale tandhjul rykkede endnu et hak en efterårsdag i 2001, da de flotteste, mest horrible billeder jeg har set tonede frem på skærmen. Det var meget mere end to bygninger, der styrtede i grus den dag. Det var en verden.
En verden hvor social elendighed kan retfærdiggøre alt. Hvor enhver handling begået mod Vesten kan forklares. Hvor alle andre dybest set vil det samme som mig, men måske bare ikke har den samme forståelse som jeg.
Da jeg så tårnene synke i grus, vidste jeg at de mennesker der havde gjort det, havde brugt år og dag på at planlægge det. De vidste, at det var mennesker på vej til arbejde, rengøringsfolk, børsmæglere, souvenir-sælgere, kontorassistenter, IT-konsulenter, restaurantmedarbejdere. Og det var præcis dem, de ønskede at slå ihjel i så stort et antal som mulig.
De var ikke blot misforståede, ikke blot frustrerede. De var rationelt tænkende, begavede mennesker, der kunne lære at styre et fly, koordinere et angreb af uhørte dimensioner, med det formål at dræbe så mange mennesker som dig og mig som mulig, og de havde en ideologi der gav perfekt mening i deres egne hoveder.
Da forstod jeg, at vi aldrig kunne forhandle os til fred med mennesker, der ønsker vores udslettelse alene fordi vi er.
Derfor var det ikke ud af krigsliderlighed, at jeg glædede mig da Bush gjorde det klart at Taliban stod for fald. Det var fordi, det i sidste ende var en nødvendighed. At Taliban så, udover at sponsere massemordere, var et af de mest repressive og mobydelige regimer i nyere tid, gjorde heller ikke ligefrem valget sværere.
Og igen hørte vi samme klagesang fra den venstrefløj, som mit forhold til var blevet stadig mere anstrengt: krig er aldrig løsningen. USA har økonomiske interesser i Afghanistan. USA ønsker imperealisme. Krigen kan ikke vindes.

Men det kunne den. Ganske som i Kosovo. Præcisionsbomberne virkede. De gjorde ikke Afghanistan til Schweiz, men de fjernede det regime på jorden, som enhver ægte progressiv mest burde have kunnet erkende nødvendigheden af at få bortskaffet.
Men det var lige meget. For rønnebærrene var sure. Intet godt kom ud af USAs geværløb. At millioner af flygtninge vendte frivilligt hjem, at man arbejdede for demokrati i et land, der aldrig havde kendt dette, var i sidste ende ligegyldigt. For det havde aldrig været afghanerne dette handlede om. Det var om USA, og skam få den, der erkendte at USA havde gjort noget godt for verden.

Og nu Irak. USA gik ind og fjernede på et par uger, en af klodens mest morderiske diktatorere, med, i krigshistisk perspektiv, ufatteligt stor hensyntagen til civile, med det erklærede formål at skabe et parlamentarisk demokrati.
Men måden og grundene var igen helt forkerte, og derfor skulle USA havde holdt nallerne væk. Man snakkede ikke nok med "det internationale samfund". Man skulle have ventet, man skulle have gjort noget i 1991 i stedet for at svigte kurderne (behændigt overseende at venstrefløjen selvfølgelig også var arge modstandere af den krig på trods af et ellers nok så forbilledligt FN-mandat). Man var igen bare ude efter ressourcerne.

TIlbage står, at såfremt vi havde lyttet til denne flok, ville Taliban stadig uforstyrret henrette kvinder på stadioner for utroskab. Milosevic kunne udrense hvilke provinser han næste gang fik øje på, og Saddam kunne mageligt fortsætte rutinen og fylde massegrav på massegrav, til engang, når Frankrig og Rusland m.fl. havde fået held til at hæve sanktionerne, han genoptage de masseødelæggelsesprogrammer som han elskede så højt, eller indlede endnu en meningsløs angrebskrig med hundredetusinder af dræbte til følge.

Alt sammen fordi, deres had til USA i enhver situation, vil være så uendeligt meget større end nogen reel solidaritet med de rigtige, levende mennesker der bebor denne klodes overflade.

Hvorfor lytter vi stadig til dem?

Jeg har ikke nogen iPod. Jeg har ikke noget RSS-feed, og ingen trackback-funktion, der kan flashe "0" under mine indlæg. Men jeg har en gmail-konto. Jeg har endda brugt den 2-3 gange til mails, der var for store til at blive accepteret af min normale mailserver.
Det har gjort, at Google nu elsker mig. Eller ok, måske elsker de mig ikke, men fordi de par mails jeg har sendt har gjort mig til en " trusted early tester of Gmail", har de generøst foræret mig 6 invitationer, jeg kan distribuere til "friends". Desværre bor jeg i en mørk jordhule, sover i en kiste og har heller ingen venner. Og alle mine medkonspiratorer blandt Zions Vise kommunikerer udelukkende via zionistisk tankeoverførsel. Derfor har jeg besluttet mig for, at gøre som millioner af andre stakler, og smide dem i grams på min weblog.

Derfor. Vil du også blive smart og trendy, og få en webmai med virkelig megen plads, og hvis coolhedsfaktor af brazilianske videnskabsmænd er målt til 134% højere end Hotmail og 211% mere end Ofir, så læg en besked i kommentarene (husk at skrive din eksisterende email på). De første 6 får en invitation, når jeg engang igen kommer til bevidshed.

Update: Så er de væk folkens.

Surferrock anno 1351.

Så er det tid. Hvem bliver USAs næste præsident, og med hvilket resultat (det være sig valgmandstemmer samlede procentantal for hver kandidat, eller blot med hvor mange procent Kerry vinder over Bush el. omvendt)?

Smid dit bud i kommentarene.

- Præmier? ??ren samt anerkendelse blandt en snæver skare af læsere, af en obskur politisk weblog. How 'bout that?!

Det er så forstemmende at følge mediedækningen af Irak for tiden. Tag nu f.eks. eksemplet med de manglende sprængstoffer fra Al-Qaqaa ved Baghdad. Den startede i New York Times i går, og deres version er, kogt ned, at amerikanske styrker har overset, at hundrede af tons af sprængstof er blevet fjernet, mens landet var under deres kontrol (de hævder endda, at regeringsembedsmænd har indrømmet dette, men har senere...nuanceret denne påstand lidt).

The facts. D. 9/1 2003 verificerede og forseglede det internationale atomagentur små 400 tons højeksplosivt sprængstof i et gigantisk våbendepot ved Al-Qaqaa, 30 km. syd for Baghdad. Disse er i dag forsvundet.
Den 4. maj 2003 ankom den amerikanske hærs 3. infanteridivision til komplekset, gennemsøgte 120 af ca. 1000 bygninger, og fandt ikke dette sprængstof. Den 10 ankom den 101 luftbårne division, og fandt det heller ikke. Det udelukker selvsagt ikke, at det var der, da vi ikke ved hvorvidt der specifikt blev søgt efter det.
Der er altså en del vi ikke kan sige noget om. Men lad os prøve at tænke lidt over det.
Anslår man, at en lastbil kan bære 10 ton (og det er vist endda i overkanten, men ret mig gerne hvis jeg tager fejl), ville det kræve små 40 lastbiler til at fragte dette bort til...ja, hvortil egentlig? Kælderen under "modstandbevægelsens" hovedkarter? 400 tons er rigtig, rigtig meget, og det er ikke noget man sådan bare lige bortskaffer, og da slet ikke i en situation hvor det at blive taget med en sådan mængde ret entydigt overfor amerikanerne vil demonstrere eens sympatier og tilhørsforhold.

Vi med sikkerhed, at store mængder materiale op til krigen blev fragtet over grænsen til Syrien. Det har Dulfer-rapporten endegyldigt fastslået. Hvad præcis ved vi ikke, men der var altså noget som regimet meget, meget gerne ville bringe i sikkerhed, eller have af vejen, før helvede brød løs om ørene på dem.

Der er en hel masse ubekendte i denne sag, men prøv engang at ihukomme gode gamle Occam, og overvej hvilken side af barberbladet denne sag falder til. At "oprørsstyrker" sådan lige så stille skulle sive ind og fjerne et par kilo, eller et vognlæs, af dette ad gangen, i et område hvor amerikanske checkpoints er legio og deres luftherredømme totalt, forekommer mig en anelse usandsynligt, sammenholdt med at Saddam på ethvert tidspunkt i sine planlægninger kunne have enten distribueret dette i ro og mag til hvem han nu ville, til brug i den guerillakrig som vi ved han forebredt sig på, eller, igen i fred og ro, blot have transporteret det til Syrien. Hvorfor vente?

Det bekymrer dog ikke New York Times. De fremlægger denne historie, som de har kendt til i månedsvis og nu - pudsigt nok - kommer med en uge før valget, som om det er hinsides enhver tvivl, at disse er fjernet efter invasionen. Det er der bare ikke noget belæg for at påstå.
True, vi kan ikke udelukke at det er tilfældet, men det virker ærlig talt ikke videre sandsynligt. Det mindste man i så fald, af en hæderlig og tilstræbt objektivt nyhedsmedie kan forlange, er at man som minimum gør rede for, at begge muligheder foreligger.
Det gør NYT ikke. Tværtimod manuduceres læseren ubamhjertigt frem til den konklusion, at dette er fjernet efter krigens afslutning. Den anden mulighed præsenteres ganske enkelt ikke i denne historie.
At et medie som NYT så åbenlyst, både med timing, vinkling og tydeligvis bevidste udeladelser, søger at fremme genvalget af deres foretrukne kandidat, er simpelthen skammeligt.

Derudover er der det hykleriske. Saddam lukkede ca. 100,000 kriminelle ud af fængslerne op til krigen for at destabilisere landet efter en besættelse, trænede sine Fedayyen-styrker til guerillakrig og regnede åbenbart med at dette udartede sig til en guerillakrig mod en amerikansk besættelse.
At det i det hele taget kunne lade sig gøre at træffe så omfattende forholdsregler, var et produkt af at man forventede, og USA accepterede, at man skulle gå "den internationale vej" først. Havde man kørt dette som en "schock and awe" operation fra første færd, og vækket Saddam med et krydermissil fuldstændig ud af det blå, og undladt al den diplomatiske palaver, der med al ønseklig tydelighed demonstrerede hvad vej vinden blæste for Saddam, ville den slags situationer med stor sandsynlighed være undgået.
Det betyder, ikke at jeg ikke mener at man burde have forsøgt sig ad FN-sporet, men måske at de, der nu kritiserer amerikanerne for at have skabt en situation hvor små 400 tons højeksplosivt materiale kan forsvinde, burde overveje en ekstra gang om den mulighed netop ikke er den uundgåelige konsekvens, af den diplomatiske linie, som selvsamme for størstdelens vedkommende priser så højt.
Når man giver manden 4-5 måneders "advarsel" via diskussioner og resolutioner i FN, må man mildest talt være idiot, hvis ikke man forventer at netop et regime som Saddams vil udnytte de muligheder dette frembyder til det alleryderste.

Det internationale atomenergi-agentur, IAEA, fik lyst til at blande sig i den amerikanske valgkamp, og fortælle om små 400 ton sprængstof, som de uansvarlige amerikanere angiveligvis ikke bevogtede godt nok, eller som Saddam og/eller andre har bortskaffet (mere om det i forrige indlæg).
Yeah well, hvis idioterne i IAEA havde været deres opgave voksen og lyttet til de folk, der var sat til at udslette Iraks WMD, ville det problem aldrig kunne være opstået. Fra The New York Sun:

WASHINGTON - Nine years ago, U.N. weapons inspectors urgently called on the International Atomic Energy Agency to demolish powerful plastic explosives in a facility that Iraq's interim government said this month was looted due to poor security.

The chief American weapons inspector, Charles Duelfer, told The New York Sun yesterday that in 1995, when he was a member of the U.N. inspections team in Iraq, he urged the United Nations' atomic watchdog to remove tons of explosives that have since been declared missing.

Mr. Duelfer said he was rebuffed at the time by the Vienna-based agency because its officials were not convinced the presence of the HMX, RDX, and PETN explosives was directly related to Saddam Hussein's programs to amass weapons of mass destruction.

Instead of accepting recommendations to destroy the stocks, Mr. Duelfer said, the atomic-energy agency opted to continue to monitor them.

By e-mail, Mr. Duelfer wrote the Sun, "The policy was if acquired for the WMD program and used for it, it should be subject for destruction. The HMX was just that. Nevertheless the IAEA decided to let Iraq keep the stuff, like they needed more explosives."

Og

On Monday, a spokesman for the American mission at the United Nations questioned the timing of the release of the material on the part of Mr. ElBaradei. Rick Grenell told the Sun's Benny Avni the "timing seems puzzling."

Yup. You could say that. Men det er jo under FN og en estimeret organisation, og de ville da aldrig gøre forsøge at påvirke en uafhængig nations valg, selvom de godtnok vidste det en del tid i forvejen. Hell, det ville vel være lige så absurd at insinuere, som at f.eks. FNs oil-for-food program skulle have været gennemkorrumperet.

[Via LGF]

Aw fuck. Så opdagede DR blogs...i USA. Hvorfor ikke mig? Jeg vil også være rig og berømt!
Kom nu DR, bare et bette interview i Mennesker og Medier? Måske bare en bittelille notits på TTV? Nyheder på Tegnsprog?!
Alt det der med Israel? Jamen det var da bare for sjov, een stor joke - lissom Danes for Bush. I tror da ikke for alvor at nogen dansker kunne være pro-israelsk? Jeg elsker Ole Sippel, hvem kunne ikke det, den rare mand vandt jo en fin journalistisk-pris! Og no hard feelings omkring de der haiku'er vel?
Jeg elsker Tyge Petersens lødige programmer, og Lars Møller-Rasmussen er jordens salt.